Sådan får du dine blogindlæg delt på sociale medier

Anders Engbjerg Vinderslev

I de foregående 60 sekunder er der sket følgende:

  • 4.000.000 har brugt Google til at søge
  • 2.460.000 stykker indhold er blevet delt på Facebook
  • 72 timers video er blevet uploadet til Youtube
  • 204.000.000.000 e-mails er blevet sendt
Internettet er hvert eneste minut en eksplosion af indhold, der bliver kastet rundt og publiceret fra alle mulige forskellige platforme.

Det er sådan set fedt nok. Bare lige med den undtagelse, at når du SELV publicerer indhold, så skal du faaame være heldig, hvis nogen lægger mærke til det.

Heldig. Eller god! Men hvad vil det sige at være god til at få folk til at bemærke dit indhold? De kolossale mængder indhold, der cirkulerer rundt on the world wide web, er delt indhold. Hvad nu, hvis du kunne mestre de mekanismer, der får dine blogindlæg delt på sociale medier? Eller, hvis du kunne udforme dit eget indhold, så brugere, der ser det, får lyst til at trykke ‘del’?

Det kan du faktisk godt. Hvordan, ser vi nærmere på her med fem råd til, hvordan du kan gøre dit indhold mere delbart.

1. Menneskelige overskrifter er et hit

Den gode overskrift er en større videnskab, vi har skrevet om før, men delingstjenesten Buffer har udført et interessant studie om delbare overskrifter.

BILLEDE_2.jpg

Virksomheden analyserede en lang række artikler, der havde opnået mere end 1000 delinger, og resultatet viste, at menneskelige overskrifter, der i øjenhøjde med publikum og henvender sig direkte ved hjælp af ord som “du” eller “dine” og italesætter hverdagsagtige og relaterbare emner, deles en masse.  

Emnerne “mad”, “hjemmet” og “livsstil” stod for 85 pct. af overskrifterne til det indhold, der var blevet delt mere end 1000 gange. Ordene “du” eller “dine” indgik i hele syv pct. af de mest delte overskrifter. Konklusionen lød, at “brugere deler indhold, som henvender sig til dem på en menneskelig og personlig måde”.

Det skal du gøre: Nu er det ikke sikkert, at du arbejder med mad, hjemmet eller livsstil, men derfor kan du stadig bruge studiets resultater som en rettesnor: Henvend dig direkte til dit publikum. Italesæt i overskriften et konkret emne, som du ved er nærværende i dit publikums dagligdag. Og til sidst: Tænk i at skrive overskrifter, som modtageren gerne vil dele, fordi overskriften siger noget om vedkommende selv. På sociale medier fungerer delinger ofte som et middel til at kommunikere: Jeg tænker eller mener, hvad den her overskrift siger.   

Eksempler:

Det amerikanske nyheds-og underholdningssite BuzzFeed har bygget deres imperium på at mestre den her type overskrifter til fingerspidserne. Bare se på overskrifterne til en håndfuld af deres historier, der trender mest lige nu:

29 Songs You Totally Forgot You Used To Love in 2003 

18 Photos Of Makeup That Will Make Every Girl Cringe

24 Forgotten Items All Late ‘90s Teen Girls Were Slightly Obsessed With

 Alle de her overskrifter lykkedes med to ting: De italesætter noget relaterbart og den anden ting? Tænk over hvad overskrifterne i virkeligheden siger: “Hey, kan I huske de her sange, det kan jeg, hvor er det sjovt, at jeg engang dansede til dem”, “Jeg er jeg god til det der med makeup, så jeg ved, hvad der er tåkrummende, men jeg er også cool nok til at indrømme, at jeg selv har begået nogle brølere” og “Orrh ja, jeg var bare totalt meget 90’er-pige, hvor var jeg skør og grineren, hehe”. Overskrifterne iscenesætter deleren selv. Stort plus.

2. Det glade budskab er populært

Den amerikanske journalist Jonah Berger har skrevet bogen Contagious: Why Things Catch On. Heri undersøger han de dynamikker, der ligger bag delinger på nettet.

I bogen analyserer forfatteren små 7.000 artikler fra New York Times, og studiet viser, at glæde spreder sig, imens triste historier ligger stille. Folk vil, altså, gerne skubbe gode nyheder foran sig, men ikke dårlige.

Jonah Berger konkluderer, at indhold der ansporer til handlingsorienterede og aktive følelser, som glæde, begejstring og munterhed, deles mere end indhold, der ansporer til passive følelser som tristhed. Det er dog ikke alle negative følelser, der lukker ned for share-knappen. Vrede, viser studiet, er en meget delevenlig følelse at lave indhold til.

Det skal du gøre: Når du producerer indhold, er det vigtigt at holde følelsesdimensionen for øje. Delinger er, som bekendt, kun et klik væk, og de er oftest et resultat af impulsive beslutninger. Hvis dit indhold vækker glæde og begejstring, er der større sandsynlighed for, at brugere vil opleve impulsen til at lade sig associere med det.

Eksempler:

The Guardian’s mest delte artikel i 2015?

France to force big supermarkets to give unsold food to charities”.

The London Evening Standard’s mest delte artikel i 2015?

Drinking three glasses of champagne ‘could help prevent dementia and Alzheimer’s disease’”.   

USA Today’s mest delte artikel i 2015?

“Husband, 108, Wife, 105, celebrate 82 years married”.

And the list goes on. ‘Glade historier’ scorer højt overalt.

3. Tirsdag er deledag nummer et

Den her viser, hvor mange mere eller mindre mystificerende faktorer, der rent faktisk påvirker indholds evne til at blive delt. Vi er, med andre ord, helt nede i dit publikums underbevidsthed.

For tilsyneladende har ugedagen betydning for antallet af delinger. Analysevirksomheden BuzzSumo har lavet et otte måneder langt studie af 100 millioner artikler, og blandt resultaterne fremgår, at nogle dage vil folk rigtigt gerne dele indhold og andre dage; knap så meget.

BILLEDE_3.jpg

Det skal du gøre: Tirsdag er simpelthen den bedste dag at publicere indhold, hvis du vil maksimere sandsynligheden for, at publikum skal finde og dele det. Ud af de 100 millioner artikler, BuzzSumo analyserede, var der om tirsdagen sammenlagt 51 millioner delinger. På andenpladsen finder vi torsdag med 44 millioner. Lørdag og søndag er helt hen i vejret med henholdsvis 15 og 18 millioner delinger.

4. Skab dig eget Oreo-moment

Først lidt baggrund: For tre år siden blev den amerikanske finale i football, Super Bowl, afholdt i New Orleans. Flere tusinde tilskuere på stadion og 160 millioner derhjemme foran skærmen. Godt halvvejs inde i kampen sker det uskadelige, men ikke desto mindre utænkelige: Strømmen slår fra på stadion. I 22 minutter ligger verdens største endags sportsbegivenhed henlagt i total mørke.

BILLEDE_4.jpg

Situationen skabte, mildest talt, furore og i en overgang gik de sociale medier fuldstændigt bananas. Det var i den her scene, at kikseproducenten Oreo hævede sig op og skabte sit moment, The Oreo Moment.

Inden for en time blev billedet delt 10.000 gange på Twitter, og det sikrede Oreo 8.000 nye følgere på det sociale medie. Her skal forklaringen findes i timingen. Indholdet selv er ordinært nok, et billede med noget tekst. Men at kunne ramme strømsvigtet, imens det stod på, var en genistreg.

Brugere deler i deres følelsers vold, og hvis du kan ramme ned i en begivenhed, imens den er glohed, får dit indhold vinger. I Oreos tilfælde var det en blanding af dygtighed og held, der åbnede vinduet for deres moment. Læs mere om at skrive sig ind i begivenheder her.

Det skal du gøre: Følg med i den offentlige debat og se, om der opstår en mulighed, hvor dit produkt eller budskab passer ind. Du skal være fleksibel, men som Oreo beviser, kan et moment stå på skuldrene af meget simpelt indhold. Så længe timingen er på plads. Du kan hjælpe dig selv ved at finde begivenheder, hvor dit brand kan gøre sig gældende, og lægge dem ind i jeres redaktionelle kalender.  

Eksempler: I 2013 skabte Virgin Holiday en masse omtale og delinger for sig selv, da rejseselskabet lagde følgende billede op på deres twitter-profil. Det britiske parlament havde netop stemt ja til at lovliggøre homoseksuelle vielser.

BILLEDE_6.jpg.png

I 2014 vandt den amerikanske rumfilm Gravity flere Oscars. Under selve Oscaruddelingen benyttede NASA lejligheden til at hylde en populær film og samtidig vise nogle rigtige billeder fra rummet. Det betalte sig i flere tusinde delinger.

BILLEDE_7.jpg

Bemærk hvor simple begge stykker indhold er. Det er ideen og timingen, der er udslagsgivende her.  

5. Få de rigtige mennesker til at dele dit indhold

De rigtige mennesker lyder lidt klamt, men i det her tilfælde er formuleringen tæt på velvalgt. Amerikanske Traackr har lavet et studie, der viser, at tre pct. af deltagerne i samtaler på sociale medier står for 90 pct. af den samlede indflydelse. Det betyder, at kun tre pct. af brugerne udvælger 90 pct. af det indhold og de emner, som resten ser på og snakker om. 

BILLEDE_5-1.jpg

De her tre procent kaldes for influenter. Vi har skrevet om dem før, for de er drønvigtige, hvis du vil have dit indhold til at opnå mange delinger. Luke Kintigh, der chefstrateg for medier og indhold hos Intel iQ, og som vi interviewede til Content Marketing Magazine #8, laver en bruttoliste på 100 influenter, hver gang han producerer nyt indhold.

Så sørger han for at nævne mindst tre af influenterne i selve indholdet. Når det er publiceret, spørger han, om de ikke vil dele indholdet fra deres sociale medier profiler. Det vil de som regel gerne, og allerede her bliver indholdet spredt længere ud, end han selv ville kunne klare.

Det skal du gøre: Det behøver ikke være en bruttoliste på 100 influenter, hvoraf du nævner tre. Men hver gang du producerer et stykke indhold, så gør dig tanker om, hvem inden for din branche, der er toneangivende, og hvordan du får en lille håndfuld af dem inkluderet. Hvis de efterfølgende klikker ‘del’, er dit indhold sprunget op på deres scene foran et publikum, du ellers ikke ville nå frem til.

Eksempel: Føromtalte Luke Kintigh har leveret flere gode eksempler på, hvordan man kan bruge influenter. I 2014 skrev han et blogindlæg om de forskellige metoder, medier kan bruge til at distribuere deres indhold. I en kort vending nævnte han nogle af de softwarevirksomheder, der lever af at sætte mediers artikler ind på eksterne platforme mod betaling. Virksomhederne responderede ved at dele indlægget på Twitter.

Simple_reach_tweet.jpg

Klar, parat, del!

At få indhold til at blive delt kan føles som et lotteri, men hvis du følger vores fem råd øger du dine chancer betragteligt:

  1. Skriv personlige overskrifter til “dig” og “dine”
  2. Leg den glade budbringer
  3. Publicer om mandagen
  4. Nas på aktuelle begivenheder
  5. Gør brug af influenter

God fornøjelse


cchacks.jpgDette er Clever Content Hack nr. 8. Clever Content Hacks er en serie af blogindlæg fra Brand Movers, der hjælper dig med at skabe de bedst mulige marketing-resultater.

 

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.