Sådan planlægger du aktuelle blogindlæg

Lars Damgaard Jensen

Idéudvikling. Åh, det kan være lidt en killer, ikk’? At blive ved og ved og ved med at finde nyt/godt/spændende/sjovt/skævt/leadgenererende indhold. Alle idéerne fra sidste omgang idéudvikling er allerede produceret. Hvad skal I så skrive om nu?

Det afhænger jo selvfølgelig helt og aldeles af, hvilket brand du sidder med, og hvad strategien for dit indhold er.

Men én ting er sikker. Hvert år er der for eksempel altid:

  • Fire årstider
  • Et antal ferier

  • Fastelavn, påske, pinse, Valentinsdag, mors og fars dag, jul mm.

  • Vejret

  • Politiske begivenheder

  • Store sportsbegivenheder som VM eller EM i fodbold eller håndbold, Sommer- eller Vinter-OL mm.

  • Historiske jubilæer

  • Store kulturbegivenheder som koncerter eller festivaller

  • Forbrugstendenser


Fortsæt selv listen. Alle disse begivenheder har det tilfælles, at de er aktuelle for rigtig mange mennesker på samme tid, og at de interesserer et bredt udsnit af befolkningen. Derfor kan du med fordel planlægge blogindlæg efter dem og stjæle lidt af opmærksomheden.

For eksempel har du sikkert læst flere “Forudsigelser for 2018” inden for alle mulige områder lige fra content marketing over politik til sport.

Hvis du kan vinkle dit indhold, så det låner lidt af aktuelle begivenheders opmærksomhed, har du både ideer til din blog OG mulighed for at komme bredt ud med dit indhold, fordi du kobler dit indhold op på en interesse, der findes i forvejen.

Sådan snupper du opmærksomheden

Forhåbentlig har du allerede en redaktionel kalender – ellers kan du lave den ved hjælp af dette hack. Brug kalenderen som udgangspunkt til at forudse årstider, ferier, jubilæer, begivenheder og så videre, som på en eller anden måde kunne være relevante for din virksomhed.

Vi tager et eksempel: Forestil dig, at det er sommer. Århundredets hedebølge ligger som en tung dyne over landet. Alle (som i ALLE) taler om vejret, som kun vi danskere kan gøre det. Medierne forsøger at finde på diverse nye nyheder og historier om hedebølger, for læserne kan bare ikke få nok. Det fylder alt i alles liv lige nu og her.

Hvorfor ikke forsøge at snuppe noget af al denne opmærksomhed? Kan du finde på nogle indholds-ideer, der er inspireret af vejret?

Forestil dig så også, at du har en webshop, der sælger løbesko. Lad os prøve at køre alle de typer af begivenheder igennem, vi nævnte helt i starten, for at finde ideer til aktuelle blogindlæg til webshoppens blog:

Årstider

  • "Teknik: Sådan løber du sikkert i sne"
  • "10 smukke løberuter i efteråret"
  • "5 løbejakker, der holder dig varm hele vinteren"
Ferier
  • "På ferie med hele familien? Sådan får du løbet alligevel"
  • "Ferie? Sådan skruer du ned for løberiet, men holder formen"
  • "10 apps, der finder løberuter for dig på din ferie"

Højtider

  • "10 julegaveideer til løberen"
  • "Det perfekte løbeprogram til juleferien"
  • "Dagen efter julefrokosten: Sådan skal du løbe"

Vejret

  • "Sådan får du væske nok, når du løber i varme"
  • "Løb i regnvejr – sådan holder du dig varm"
  • "Er det farligt at løbe i tordenvejret?"

Politiske begivenheder

  • "Folkeafstemning: Skal du stemme ja eller nej til kompressionsstrømper?"
  • "Disse løbesko skulle Lars Løkke have købt for sine 2.000 kr."

Sportsbegivenheder

  • "Sådan bliver du lige så hurtig som Henrik Them"
  • "Løbetræn som landsholdet inden VM i fodbold"

Historiske jubilæer

  • "De danske europamestre: Sådan løbetræner vi i dag"

Kulturbegivenheder

  • "Roskilde Festival: Er det farligt at løbe med tømmermænd?"
  • "10 løbesko, som ville klæde James Bond"

Forbrugstendenser

  • "Danmark går spelt-amok: Gør det noget godt for din løbeform?"
  • "Sådan streamer du den helt rigtige musik på løbeturen"

Bum, det var da lige 21 idéer til indhold på en løbeblog.

Sådan kan du gøre med de fleste af de emner, du finder ved at kigge i en kalender.

Spørg dig selv: “Hvordan kan vi relatere vores virksomhed, produkter eller services til hedebølgen?” Identificér så den mest interessante/sjove/skæve sammenhæng, og basér dit indhold på det.

  • Sælger du maling? Skab noget indhold om produkter, der holder dit træværk sundt i høje temperaturer. 

  • Sælger du medlemskaber til en fagforening? Skriv artikler om, hvilke arbejdsskader, som varme i den kaliber typisk udløser, og om hvordan du undgår dem.


Ved hjælp af dette hack kan du nu koble din blog på aktuelle begivenheder ved at gøre følgende:

  • Finde din kalender frem og plotte alle de begivenheder ind, du kan komme på. Brug dine kolleger til hjælp. Folk med skolebørn er ret OBS på alle ferier, fodboldtossen kan sine sportsbegivenheder og så videre. 

  • Invitere til et redaktionsmøde. Sørg for at deltagerne har set eksemplet med løbesko-shoppen inden. Brainstorm på indhold til hvert punkt. Når først folk begynder at tænke i de her baner, bliver de hurtigt gode til at se, hvordan I kan lave indhold omkring aktuelle begivenheder.

  • Før idéerne ind i den redaktionelle kalender, og så I er klar til at producere indhold til resten af året.

  • OG. Nu ved du, hvordan du skal gøre, hvis der pludselig opstår en nyhed, I kan springe med på. 


God arbejdslyst.


cchacks.jpgDette er Clever Content Hack nr. 7. Clever Content Hacks er en serie af blogindlæg fra Brand Movers, der hjælper dig med at skabe de bedst mulige marketing-resultater.

 

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.