Tænk hvis du havde sælgere ansat, der arbejdede fra morgen til aften og aldrig gik hjem – heller ikke i weekenden. Uden at kræve mere i løn – eller bonusser for den sags skyld.
Det har du faktisk. For du har landing pages. En landing page er en side på et website, der gør det muligt at indhente informationer om en besøgende gennem en formular. Som regel sker det, når en bruger udfylder formularen for at få tilsendt en e-bog, infografik eller et andet stykke indhold med høj værdi.
Men alt for mange virksomheder overser potentialet i landing pages og fokuserer i stedet på at dirigere trafik til for eksempel forsiden af deres website eller direkte til produktsider.
Det er for det meste ikke hensigtmæssigt. For de fleste besøgende er slet ikke klar til at tage stilling til, om de vil købe dit produkt. Derfor handler det om at opsamle leads alle steder på købsrejsen. Og det kan ikke gøres bedre end med et værdifuldt stykke indhold og en god landing page.
Hvorfor lave landing pages?
Navnet landing page (eller på danske destinationsside) kommer af, at det er den side, en besøgende lander på, når vedkommende har klikket på for eksempel et call-to-action eller et link på sociale medier. Det betyder, at dine content marketing-kræfter begynder at kunne ses på bundlinjen. Det er nemlig først med landing pages, at du for alvor konverterer trafik til kontakter, leads og mulige kunder.
Det er mange fordele ved at arbejde målrettet med landing pages:
- Lead intelligence: Landing pages er ikke kun gode til at opsamle leads. Hver gang en besøgende kommer til en landing page og udfylder formularen, opsamler du ny data om vedkommende. Og bruger du marketing software som for eksempel HubSpot, så er brugeren ikke længere bare et tal i Google Analytics men et rigtigt mennesker med et navn, et job, en e-mail, en organisation eller hvad du nu ønsker at vide.
- Søgemaskineoptimering: Hvis dine e-bøger har høj værdi, vil brugere begynde at linke direkte til landing pagen. Det betyder flere indgående links til dit domæne og derfor større chance for at ligge godt i søgeresultaterne.
Større afkast: En landing page fortsætter med at opsamle leads til den dag, du piller den ned igen. Derfor skal landing pages ses som investeringer, som måske nok giver flere leads her og nu – men som også giver et stort langsigtet afkast. Især hvis dine e-bøger er evergreens, der ikke bliver forældede sådan lige med det samme.
- Indhold til sociale kanaler: Din landing page skal være søgemaskineoptimeret, så den får organisk trafik. Du skal også linke til den fra din blog eller dit website. Men landing pages er også suverænt indhold til sociale medier og en oplagt strategi til at konvertere følgere på for eksempel LinkedIn til kontakter i din database. Det betyder, at I selv kommer til at kontrollere relationen og kan kommunikere gennem jeres egne medier i stedet for at sætte jeres lid til de sociale mediers luner. En gammel content marketing-traver siger: “Don’t build your house on rented land”
Sådan laver du en god landing page
Du har skrevet en e-bog, der rammer din primære persona lige i hjertekulen. Du er nu klar til at lave en landing page, der indeholder en formular, som den besøgende kan udfylde for at få adgang til e-bogen.
Hvis du er heldig, indeholder dit CMS en skabelon til landing pages. Hvis du er mindre heldig, må du ud på det store internet og finde en tjeneste, der kan klare opgaven for dig. Der findes mange forskellige tjenester. Vi har selv gode erfaringer med Instapage.
Når du vælger en tjeneste, skal du se efter funktioner som:
- Mulighed DNS-opsætning, så du kan bruge dit eget domæne i adressen på landing pagen.
- Mulighed for at lave splittests mellem forskellige variationer af dine landing pages
- Responsivt layout eller en særlig mobil-venlig version af dine landing pages
- Integration med din e-mail-marketing-software, så dine nye leads kommer direkte ind i systemet, og du ikke selv skal rode med alt for mange Excel-ark.
En god landing page har disse elementer:
- Ingen overflødige og distraherende elementer: Når du først har fået den besøgende frem til din landing page, handler det kun om én ting: At få hende til at udfylde formularen. Derfor skal du fjerne overflødige elementer som for eksempel navigation, header og footer.
- Dit logo: Dine besøgende må aldrig være i tvivl om, hvor de befinder sig. Et tydeligt logo hjælper brugeren med at orientere sig. Logoet er især vigtigt, fordi mange besøgende vil ankomme til din landing page fra andre kanaler end dine egne. Derfor er det ikke nødvendigvis sikkert, at hun på forhånd ved, hvem der er afsender.
- En klar overskrift: Du har kun få sekunder til at overbevise brugeren om, at hun ikke skal smutte igen. Derfor skal du komme hurtigt til sagen og allerede i overskriften vise, hvilken værdi hun får ud af at downloade din e-bog.
- En kort beskrivelse af din e-bog: I teksten uddyber du den værdi, brugeren får ud af at downloade e-bogen, hvis hun ikke allerede er overbevist efter at have læst overskriften.
- En liste med de vigtigste pointer fra e-bogen: De fleste brugere skimmer websites, når de bevæger sig rundt på internettet. Derfor skal du pinde værdien af din e-bog ud i bullets, der er lette at afkode for brugeren.
- Et billede af e-bogen: En e-bog er en underlig uhåndgribelig størrelse, fordi den er digital. Samtidig skal du overbevise brugeren om, at e-bogen har stor nok værdi til, at hun vil afgive sine informationer for at få adgang til den. Derfor er det en god idé at lave et 3D-billede af e-bogens forside, der giver brugeren en følelse af at hente en rigtig bog. Der findes masser af tjenester, der kan klare opgaven for dig – for eksempel Boxshot. Hvis du er ferm til Photoshop, kan du også hente actions fra PSD Covers.
- Deleknapper til sociale medier: Giv den besøgende mulighed for at dele landing pagen direkte på deres egne sociale medie-profiler. En personlig anbefaling fra en bruger er guld værd, når du skal skabe trafik.
- En formular: Sidst men ikke mindst skal du have en formular, som brugeren kan udfylde for at få adgang til e-bogen. Hvilke felter, der skal være i fomularen, afhænger af flere ting. Jo mere værdifuld, din e-bog er for brugeren, jo flere oplysninger kan du generelt tillade dig at bede om. Derfor skal du overveje, hvor på købsrejsen din e-bog passer ind. Er det i toppen af tragten, kan du nøjes med at bede om e-mail-adressen. Er det i bunden af tragten, skal du sikkert bruge nogle mere specifikke oplysninger om for eksempel virksomhed, branche eller størrelse på organisationen for at afgøre, om det er et interessant lead for jeres forretning, som I er villige til at forfølge yderligere.
Nu mangler du bare én ting, før du er klar til at opsamle leads med din nye landing page.
Når brugeren har udfyldt formularen, skal du sende hende videre til en ny landing page, hvor du linker direkte til din e-bog og eventuelt opfordrer hende til at dele den første landing page på sociale medier. På den side kan du også guide hende videre til andre landing pages for e-bøger, der ligger længere nede på købsrejsen.
Overvej også at sætte din e-mail-marketing-software op til at sende hende en e-mail med et link direkte til e-bogen.
I begge tilfælde handler det om at bygge videre på den første interesse og guide dit lead videre på købsrejsen.
God fornøjelse.
Der er ingen kommentarer endnu.
Vær den første til at kommentere.