Derfor skal du bruge Instagram i din content marketing

Kirstin Vang

Har du overvejet at bruge Instagram som en del af din virksomheds content marketing?

Det er ikke en dårlig ide. Instagram kan nemlig bruges til at skabe både vækst og salg.

Og med sine over en milliard månedlige aktive brugere og over 25 millioner virksomhedsprofiler er det tydeligt, at der er noget om snakken. Faktisk svarer 36 pct. af danske content marketing-professionelle, at Instagram er det mest effektive sociale medie til distribution af indhold. 

Content marketing i Danmark 2020

Men hvad gør Instagram så effektivt, og hvorfor skal du bruge det?

Dine kunder er der

Der er stor sandsynlighed for, at dine kunder er aktive på Instagram. Især, hvis din idealkunde er mellem 18-34 år. Den aldersgruppe udgør nemlig 63 pct. af Instagrams aktive brugere.

Det fede ved Instagram er, at du møder dine kunder dér, hvor de slapper af, surfer og søger viden. Og det kan du bruge til din fordel.

Stort salgspotentiale

Instagram er gået fra at være et rent inspirationsmedie til et medie med stort salgspotentiale blandt andet fordi folkene bag platformen har været gode til at genopfinde og udvikle mediet. Tænk f.eks. lige over det her: Efter 10 år på markedet formår Instagram stadig at være et socialt medie i vækst. De udkonkurrerede Snapchat Stories med Instagram Stories og har lige udrullet Instagram Reels som et modsvar til TikTok.

De seneste år har Instagram:

  • Udviklet en række funktioner, der hjælper din virksomhed med at sælge mere.
  • Forbedret mulighederne for, at du kan opbygge relationer og kontakt til dine kunder.

Derfor skal din virksomhed være på Instagram. Især, hvis dine kunder ligger i den yngre ende. Ja, så forventes det faktisk, at du er aktiv på platformen.

Men hvordan kan Instagram føre til øget vækst og salg? 

Sådan kan Instagram skabe vækst og salg

1. Gennem brand awareness

Brand awareness er det første trin i salgstragten.

Ved at have en stærk og konsistent profil på Instagram opbygger du organisk brand awareness, som på sigt resulterer i øget efterspørgsel og salg. Nøglen er at skabe godt og engagerende content, der giver dit brand positiv omtale. Det gode content omhandler ikke nødvendigvis din virksomhed og dens produkter. Lad os tage GoPro som eksempel:

GoPro’s popularitet på Instagram er baseret på to hovedfaktorer: 

  1. Deres profil emmer af eventyr og adrenalin-kicks. GoPro gør meget ud af at promovere en livsstil i stedet for sig selv som virksomhed. 
  2. De har kunden i fokus. I stedet for at fokusere på deres produkter, vælger GoPro at holde kunderne og deres oplevelser i fokus.

Allerede i 2014 indrømmede GoPro, at denne strategi “muliggør overbevisende og autentisk content, der organisk øger GoPro’s brand awareness og skaber efterspørgsel efter GoPro’s produkter.” Og efter alt at dømme fungerer det stadig. 

IMG_2768-1

2. Gennem kvalitetsrelationer

På Instagram er du i øjenhøjde med dine kunder, og du bestemmer selv virksomhedens tone of voice. Den kan med fordel være uformel, interagerende og engagerende. 

Mediet lægger op til, at du giver gode tips, besvarer kundens spørgsmål, deler spændende nyheder simpelthen, at du møder kundens behov og skaber værdi. Ved at gøre det, opbygger du kvalitetsrelationer, som er grundlæggende for salg. Du kender det måske selv: Vi køber oftere af personer, vi har en relation til og føler os trygge ved. Du kan bruge Instagram til at vinde dine kunders tillid, så de køber fra dig næste gang.

En mester i denne kunst er beauty-kæden Sephora. Sephoras Instagram-konto er spækket med beauty-tips og -tricks, skønhedstendenser og produktanmeldelser. Altsammen content, der skaber værdi for kunden. 

Sephora Instagram account

Sephora møder kundernes behov og besvarer deres spørgsmål. Og sådan formår beauty-kæden at opbygge tillid og kvalitetsrelationer - og på den lange bane succes og øget omsætning. 

3. Ved at være et attraktivt online udstillingsvindue

Instagram er et visuelt medie og bliver hyppigt brugt til at søge inspiration og gå på opdagelse indenfor områder som make-up, beauty, smykker, tøj og mode, indretning, rejser og gastronomi. Udnyt det! 

Platformen er baseret på, at vi scroller igennem billeder og videoer. Vi stopper først, når vi falder over noget interessant. Ved at skabe visuelt lækkert content, kan du fange dine kunders opmærksomhed og lede dem over på din side.

Du kan bruge Instagram til at skabe en følelse omkring dit brand og vise dine kunder, hvad der gør din virksomhed speciel. Se det som et online udstillingsvindue, der kan bruges som et led i at skabe brand awareness og til direkte salg.

4. Ved at være en ekstra kanal

Nu har du fået skabt brand awareness, opbygget et lækkert udstillingsvindue og etableret kvalitetsrelationer, hvad så?

Du vil selvfølgelig gerne lede de potentielle kunder længere ned i tragten og få dem til at konvertere. Det kan du også med Instagram.

Instagram fungerer godt som en ekstra kanal, der fører kunden videre i købsprocessen og over på virksomhedens egen platform. Brug kanalen til at promovere virksomhedens hjemmeside, nyhedsbrev, blog, service eller produkter - selvfølgelig uden at være alt for sælgende.

Lad os tage webshoppen Zalando som eksempel. Under corona-krisen har Zalando kørt en kampagne med mundbind kaldet “Wearing is caring”. De har lagt billeder og videoer op i deres story, hvor de opfordrer kunder til at “swipe up”. Når man stryger fingeren op på skærmen, bliver man ledt til Zalandos hjemmeside, hvor man kan købe mundbind. Zalando promoverer og sælger altså mundbind, men på en diskret måde. Zalando Instagram Story

Hvis dine kunder i forvejen er engagerede i dit content på Instagram og føler en relation til brandet, er de mere tilbøjelige at lytte og i sidste ende mere tilbøjelige at købe. 

5. Via funktionen Instagram Shopping

Med Instagram Shopping kan du sælge produkter direkte fra dine opslag på Instagram. En genial funktion til især virksomheder, der sælger fysiske produkter. 

Sådan fungerer funktionen:

  • Du lægger virksomhedens produkter ind i et produktkatalog tilknyttet Facebook Business Manager. 
  • Du lægger et opslag på Instagram og tagger produktet.
  • En potentiel kunde ser opslaget, trykker på billedet og ser en lille boks med produktnavn og pris.
  • Kunden trykker på boksen og ender på en side med mere detaljerede oplysninger om produktet.
  • Kunden klikker sig videre til webshoppen og voila - kunden gennemfører købet.

Et eksempel på Instagram Shopping:

Shaping New Tomorrow Instagram Shopping

Hvis kunden af en eller anden årsag ikke gennemfører købet ved første besøg, er der stadig noget at hente: Trafik. Trafikken fra Instagram Shopping skal du selvfølgelig bruge til retargeting. Og det fører os til næste og sidste måde, hvorpå Instagram kan skabe vækst og salg for din virksomhed.

6. Ved hjælp af dets avancerede targeting-muligheder

Instagram har utrolig gode targeting muligheder. Ligesom med Facebook har du mulighed for at sætte retargeting op. Det fungerer sådan:

  • Du poster lækkert content på Instagram, som fanger din potentielle kunde.
  • Din potentielle kunde klikker på dit opslag, swiper op i story, trykker på link i bio e.l. Kort sagt: Kunden bliver et lead. 
  • Kunden er i dit system, og du er klar til at køre retargeting.

Brug retargeting på Instagram til at gøre kunden opmærksom på din virksomhed et par gange til. Derefter: Glæd dig over at se salget stige.

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Måske vil du også læse

disse indlæg om Content marketing

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.