Skriver du til Mette eller Mogens, når du sætter dig til tasterne for at forfatte et nyt og fængende blogindlæg, der skal generere trafik og kunder? Eller måske Heidi?
Uanset hvilken content marketing-strategi, du arbejder med, skal dit indhold være relevant og målrettet for at virke. Og for at målrette dit indhold, skal du designe personaer, der giver din målgruppe kød på skelettet og dermed føles som virkelige personer – uden at være det.Personaer er nemlig semi-fiktive repræsentationer af dine idealkunder, der er baseret på data om virkelige kunder samt kvalificerede, men fiktive egenskaber i forhold til demografi, adfærdsmønstre, motiveringer og mål.
Her er tre best practices, der gør dine personaer endnu bedre.
Fokusér altid på, hvorfor dine ideelle kunder gør, som de gør, når du indsamler data til personaer i stedet for at fortabe dig i, præcis hvad dine ideelle kunder gør. Det giver dig nemlig et hemmeligt våben: evnen til at forudsige, hvad de vil gøre eller have af behov i fremtiden.
Ingen virksomheder har to kunder, der er identiske. Derfor skal du bygge dine personaer på mange forskellige (virkelige) personer i stedet for bare beskrive én virkelig kunde (selvom det selvfølgelig ville være lettere).
Hvis du gør det, risikerer du nemlig at fortabe dig i bestemte detaljer ved en virkelig person, der ikke kan overføres til andre i din gruppe af ideelle kunder. Hvis du bygger dine personaer på mange forskellige personer, sikrer du, at personaerne bliver repræsentative.
Husk også at give dine personaer et menneskeligt ansigt. Men undlad at bruge billeder af dine rigtige kunder. Brug i stedet stock-billeder (f.eks. fra Colourbox). Det gør det nemlig meget lettere at tænke på personaen som et konkret individ med rigtige behov i stedet for at tænke på ham eller hende som én stor sammenblanding af de mange forskellige mennesker, det i virkeligheden er.
Din virksomhed har sikkert mere end én persona. Men du kan ikke give lige meget opmærksomhed til flere personaer på én gang. Find derfor frem til én primær.
Den primære persona er din drømmekunde. Det er den kunde, der er det bedste match for din virksomhed. Det er den, I helst vil have i butikken. Og det er den, der lægger de fleste penge ved kassen og/eller bidrager med den største del af overskuddet. Med andre ord: Dit overordnede forretningsmål skal stemme overens med valget af din primære persona.
Dine sekundære personaer kan f.eks. være influencers, der kan påvirke din primære persona, eller studerende, som du gerne vil have mulighed for at rekruttere, når de engang bliver færdige med deres uddannelse og skal ud at søge arbejde.
Der er ingen kommentarer endnu.
Vær den første til at kommentere.