Du behøver ikke at have et marketing-budget på hundretusindevis af kroner for at promovere dit content med videoannoncer. Med YouTubes annonceringsværktøjer er det let og enkelt at få din video ud til din målgruppe. Læs med her, og bliv guidet gennem fem enkle trin til at få dit indhold ud at leve - uden at dit marketingsbudget behøver at bløde.
Lad os tage et tænkt eksempel. Du arbejder for dyrehospitalet Hestelægen, der ligger i Roskilde på Sjælland. Du har lavet e-bogen “Hesteejerens guide til god ernæring” med gode råd om, hvordan man som hesteejer sikrer sig, at ens firbenede ven får det rigtige at spise. E-bogen kan downloades gratis på jeres website på www.hestelaegen.dk/guide-ernaering-heste, hvis den besøgende indtaster sin e-mail-adresse i en formular. Du har desuden produceret en video på 45 sekunder, der giver et par af de vigtigste pointer fra e-bogen og opfordrer seeren til at gå ind på jeres website og downloade den.
Læs mere om succes med video her.
Den bedste sendetid er ikke klokken 20 på TV 2. Det er 24/7 på YouTube, når det sociale video-netværks over 1.000.000 brugere fornøjer sig med alt fra sjove katte til instruktionsvideoer om, hvordan du skifter skærmen på din smartphone. Derfor er Youtube også blevet en kanal, hvor du forholdsvis billigt kan promovere dit medie eller premium content.
Først uploader du videoen til jeres YouTube-konto. Når du har gjort det, er du klar til at oprette din videoannonce. Selve videoannoncen opretter du gennem Google Adwords. Hvis du ikke allerede har Adwords-konto, skal du oprette en på www.google.dk/adwords – det er nemt og gratis. Bagefter går du til adwords.google.com/video for at oprette din videoannonce.
Inden du går videre, skal du have forbundet jeres YouTube-konto med Adwords-kontoen. Det gør du ved at bruge linket “Linkede YouTube-konti” i menuen til venstre.
En annoncekampagne på Youtube består af en kampagne med et antal videoannoncer. Du opretter din kampagne ved at klikke på “+ Kampagne” og giver den navnet “E-bog: Hesteejerens guide til god ernæring”.
På kampagneniveau skal du indstille budget og geografi. Disse indstillinger er gældende for alle de videoannoncer, du opretter under denne kampagne.
Under “Budget” vælger du, hvor meget du vil annoncere for om dagen. Det er umuligt at give generelle anbefalinger for, hvor stort dit budget skal være, da prisen per afspilning blandt andet afhænger af, hvor mange andre, der også prøver at få fat i netop din målgruppe. I dette tilfælde starter du med et dagligt budget på 100 kr. Så kan du altid justere beløbet, når du finder ud af, om annoncen virker, og hvor meget hver afspilning rent faktisk koster.
Desuden skal du under “Geografi” vælge, hvor i verden dine brugere skal befinde sig for at få vist din annonce. Da dyrehospitalet i vores eksempel ligger i Roskilde, vælger du “Sjælland, Danmark”. Her er rækkevidden cirka 1.490.000 – altså godt 1,5 mio. aktive YouTube-brugere, der har mulighed for at se din annonce.
Under “Videoannonce” skal du indtaste navnet på den video, du har uploadet til din YouTube-kanal og vil bruge som annonce. I eksemplet har du kaldt videoen “Gratis e-bog: Hesteejerens guide til god ernæring”.
Når du har valgt den rigtige video, får du vist to udgaver af din videoannonce: In-stream og In-display. In-stream-videoannoncen er selve video-annoncen, som den bliver vist på YouTube (typisk før en video, brugeren vil til at se). In-display-annoncen er en “annonce for din videoannonce” – altså et link til din video, der bliver vist i for eksempel søgeresultater eller til højre for den video, brugeren er ved at se. In-stream-videoannoncen skal du indstille med annonceret webadresse (den webadresse, der vises til brugerne) og destinationswebadresse (den adresse, brugerne komme hen til, når de klikker på din annonce). De to adresser er i eksemplet identiske. Du indtaster “www.hestelaegen.dk/guide-ernaering-heste” i “Annonceret webadresse” og destinationswebadressen udfyldes automatisk.
Herefter skal du vælge, hvilket billede fra videoen, du vil have vist på din In-display-videoannonce. Desuden skal du give annoncen en overskrift og en beskrivelse på to linjer. Vi vælger overskriften “Guide til hestefoder” og beskrivelsen “Sådan sikrer du, at din hest får” i “Beskrivelse 1” og “den rigtige ernæring” i “Beskrivelse 2”.
Endelig skal du give din annonce et navn. Det bliver ikke vist, men hjælper dig med at adskille annoncerne i din kampagne. Du giver annoncen navnet “E-bog annonce 1”.
Læs: Det betyder facebook og twitters video-stasninger for din content marketing
Fold fanen “Planlægning: startdato, slutdato, annonceplanlægning” ud og vælg, hvornår din kampagne skal starte og stoppe. Vælg “Gem og fortsæt”.
Du skal nu målrette din videoannnonce ved at oprette en målgruppe. Du giver målgruppen navnet “Kæledyrselskere over 18 år”.
Vælg, hvor meget du maksimalt vil byde for en afspilning af din videoannonce til denne målgruppe. Buddet kan du altid justere, og i vores eksempel starter du med 1 kr. Du får nu vist, at du vil få cirka 750 daglige afspilninger af annoncen for dit budget på 100 kr.
Under “Demografi” sikrer du dig, at du målretter din annonce til begge køn og alle aldersgrupper, og under “Interesser” vælger du “Tilknytningsbaserede målgrupper (rækkevidde) og tilføjer “Kæledyrselskere” ud fra en antagelse om, at der er mange hesteejere i gruppen af mennesker, der også er vilde med mindre dyr som hunde og katte.
Vælg “Gem målgruppe”.
Færdigt arbejde.
Når din videoannonce er godkendt af YouTube, vil den begynde at blive vist til din målgruppe. Du betaler kun for en visning, når en bruger ser mindst 30 sekunder af din video – eller hele videoen, hvis den er kortere end 30 sekunder.
Læs: Sådan brander du dit indhold på YouTube
Denne artikel blev oprindeligt bragt i Content Marketing Magazine #6.
Så skriv dig op her til vores nyhedsbrev og modtag alt det, du skal vide om content marketing.
disse indlæg om Video marketing
Der er ingen kommentarer endnu.
Vær den første til at kommentere.