2022 har været præget dårlig data på grund af ad blockers, cookie consent, IOS-opdateringer og andre privacy-initiativer. Det har resulteret i dårligere indsigt i målgruppernes adfærd og udfordringer med at gennemskue hvor meget annonceringen reelt bidrager til forretningen.
I 2023 bliver der derfor endnu skarpere fokus på kreativitet i paid social. Manglen på data gør det nemlig svært at målrette indholdet på de forskellige kanaler. Derfor bliver det i 2023 stadig vigtigere at være tro mod sit brand, at have autentiske og skarpe budskaber og at skabe værdi for målgruppen.
Det betyder, at du må adoptere en multichannel-tilgang, for du skal være til stede dér, hvor din målgruppe er. Samtidig vil nye teknologier vinde frem i 2023. Alt fra gamification og animerede annoncer til AR og VR bliver større i det nye år.
Men hvordan bliver året 2023 for paid social, hvis vi dykker dybere ned under overfladen? Hvad skal du være opmærksom på, når du skal arbejde med paid social i 2023? Det forsøger jeg at komme med nogle bud på her ved at stille mig selv nogle spørgsmål.
Vi befinder os lige nu i en økomisk krise, og det kan måske få nogle virksomheder til at bruge mindre i spend (penge til annoncering, red.). I den forbindelse skal du virkelig overveje, hvilke konsekvenser det kan få ikke at nå ud til din målgruppe i lige så høj grad som tidligere. Glemmer de dit brand i brugerrejsen? Finder de din virksomhed irrelevant, fordi I ikke er synlige eller lider dit brand skade, fordi I ikke udkommer med nyt indhold lige så ofte?
Det er altid vigtigt at være relevant, knivskarp i sit budskab og have styr på sin målgruppe, og det bliver kun mere relevant, når der ikke er så mange penge at give af.
Derfor er det også vigtigt at have styr på tracking. Mindre data giver algoritmerne mindre at arbejde med, og her er tracking en vigtig rettesnor. Event-tracking giver mulighed for at målrette annonceringen mod konverteringer i stedet for eksempelvis trafik, hvilket kan forbedre din annoncering - også i 2023.
I 2023 vil det fortsat være vigtigt at have styr på sin data og sine målgrupper. Hvis du har 100 procent styr på din målgruppe, har forskellige lister på nyhedsbrevmodtagere, downloads, kunder mv. i dit marketing automation-system og bruger denne data til at forbedre sin annoncering, så er det perfekt.
Hvis ikke, så må du i gang med at mappe din målgruppe og teste look-a-like målgrupper af på al den data, som du lovmæssigt har til rådighed f.eks. sign-ups til nyhedsbreve, SoMe engagements, websites mv.
Det er også vigtigt at holde fast i, at du skal være relevant for din målgruppe. Du skal levere værdi. Det skal med andre ord være udefra og ind - og ikke omvendt. Dit budskab skal stemme overens med det, du tilbyder målgruppen i annonceringen - og det skal samtidig være tro mod dit eget brand.
At være relevant betyder i 2023 også, at du skal begynde at tænke i andre baner, når det kommer til din annoncering. Kan du f.eks. inddrage gamification, så det bliver sjovere at deltage i en konkurrence? Tilbyder de forskellige kanaler muligheder i form af filtre eller andet, som kan gøre din annoncering federe for målgruppen at interagere med?
Med andre ord: Hvordan forbliver du relevant i en mere teknologisk verden? Det gælder også inden for B2B.
Paid social er relevant i det øjeblik, hvor du ikke når ud til din målgruppe gennem organisk tilstedeværelse. Det vil sige næsten ALLE.
Spørgsmålet er her, hvilke kanaler du skal vælge.
Her skal du tænke multichannel. Du skal være til stede dér, hvor din målgruppe er - både professionelt og privat. Her skal du være til stede med et budskab, der er relevant for målgruppen og passer til kanalen. Du skal som udgangspunkt teste alle relevante kanaler og lade data fortælle dig, om det er en god forretning. Her skal du huske, at kanaler KAN bidrage til forretningen, selvom data IKKE viser det direkte.
I 2023 kommer der generelt et større kreativt fokus. Målretningen på annoncering er blevet dårligere på grund af ad blockers, cookie consent, IOS-opdateringer osv. Det gør, at du ofte skyder med halvlukkede øjne. Det stiller krav til annonceringen - du bliver nødt til at være knivsskarp i dit budskab og i det kreative for at engagere målgruppen.
Tendensen med, at annonceringen bliver mere “native” i sit format, tror jeg vil fortsætte, og med “native” mener jeg, at annonceringen har et look, der passer til platformen. Paid social vil nok altid være mere direkte i sit budskab end organic social, men det kreative, tror jeg, bliver noget andet - det bliver noget vildere og sjovere - end bare 'download' eller 'kontakt os'.
Samtidig ser det ud til, at video fortsat vil være dominerende. Især de kortere videoformater.
disse indlæg om Social media
Der er ingen kommentarer endnu.
Vær den første til at kommentere.