Guide: Alt du skal vide om annoncering på TikTok

Anders Engbjerg Vinderslev

Annoncering på TikTok: Sådan gør du

Før du annoncerer på TikTok, skal du oprette en annoncør-profil. Du kan oprette en ad account i TikToks Business Center eller direkte i TikToks Ads Manager. Nu kan du lave dine første kampagner på TikTok. 

Kampagnestrukturen på TikTok består af tre dele: En kampagne med et eller flere annoncesæt med tilhørende annoncer. 

  • Kampagne:  Her fastsætter du kampagnens overordnede målsætning. Du skal definere præcist, hvad du ønsker at opnå og vælge en budgetmetode for kampagnen.
  • Annoncesæt: I annoncesæt bliver dine annoncer mere konkrete. Du skal blandt andet fastsætte annonceplacering, målgruppe, budstrategi m.m. Hver kampagne kan indeholde flere forskellige annoncesæt, derfor har du mulighed for at teste, hvilke annoncesæt performer bedst i forhold til kampagnens målsætning.
  • Annonce: Du skal vælge annonceformat, kreativer, skrive tekst til CTA, vælge landingsside m.m. Du skal udforme den konkrete annonce, du ønsker at bruge til det pågældende annoncesæt. Nu er du klar til at trykke ‘submit’!  

Husk opsætning af TikTok Pixel. På den måde kan du følge med i, hvordan dine annoncer performer i forhold til kampagnens overordnede målsætning. 


Annoncering på TikTok? Hvordan gør man lige det?

Går vi få år tilbage havde de færreste danske virksomheder forestillet sig, at ovenstående spørgsmål skulle blive relevant for dem. TikTok var et niche socialt medie. Noget mærkeligt og fremmet. Uden særlig tilslutning med undtagelse af de yngste teenagers. 

Sidenhen er der sket en helt masse med den video-baserede platform. I dag er TikTok nærmest mainstream. Det er hvertfald det hurtigst voksende sociale medie i Danmark.

Hvad betyder det for din virksomhed? 

Det betyder, at HVIS TikTok er den rigtige platform for din virksomhed, så kan platformen blive et kæmpe aktiv i jeres content marketing-indsats. 

Det gælder, hvis din målgruppe er:

  • 35 år eller under (størstedelen af TikToks brugere er i aldersgruppen 18-24 år)
  • Kvinder (især kvinder i aldersgruppen 18-25 år er aktive på TikTok)
  • International og omfatter eksempelvis Asien eller Mellemøsten 

tiktok-ads-11

tiktok-ads-10

Men hvordan kommer du i gang med at annoncere på TikTok? Og hvad skal du være særligt opmærksom på, når du opretter dine første kampagner?

Det kan du blive klogere på i denne artikel. Vi tager vi dig hele vejen fra oprettelsen af din annoncør-profil på TikTok til, du klikker submit på din første kampagne!  

Indholdsfortegnelse

1. Opret din annoncør-profil på TikTok
1.1 Business Center eller Ads Manager? 
1.2 TikTok Business Center - Step by step 

2. TikTok kampagne - vælg målsætning og struktur 
2.1 Vælg målsætning for din TikTok kampagne 
2.2 Navn og kampagnebudget 

3. Opret TikTok annoncesæt - promotion type, annonceplacering og målgruppe
3.1 Promotion type - hvad vil du promovere? 
3.2 Annonceplacering - Hvor skal jeres annonce være? 
3.3 Målgruppe - hvem er jeres målgruppe? 
3.4 Budget og annonceringsperiode 

4. Vælg annonceformat og opret annonce 
4.1 TikToks fem annonceformater 
4.2 Opret annonce

5. Opsætning af TikTok Pixel 

1. Opret din annoncør-profil på TikTok

Før du kan annoncere på TikTok, skal du oprette en ad account.

Der er i udgangspunktet to måder at oprette annoncer på TikTok: Du kan oprette en ad account i TikToks Business Center eller du kan oprette en ad account direkte i TikToks Ads Manager. 

Læs mere om at oprette Ads Manager i TikTok

Og hvad er forskellen så?

Kort fortalt er Business Center den platform, du kan bruge, hvis din virksomhedskonto skal have flere tilknyttede brugere og ad accounts, og det er herfra, du kan tilgå de forskellige annonceringsmuligheder, der findes på TikTok. 

TikTok Ads Manager er værkstedet, det er her, du opretter kampagner og annoncer og kan følge med i, hvordan de forskellige kampagner performer. 

Du kan selvfølgelig tilgå TikTok Ads Manager via en Business Center-account. På den måde udelukker den ene løsning ikke den anden. 

Men hvad skal din virksomhed vælge?

1.1 Business Center eller Ads Manager 

Begge typer ad accounts giver dig mulighed for at oprette annoncer på TikTok. Det er dog mest hensigtsmæssigt for de fleste virksomheder at oprette en ad account i Business Center. 

Læs mere om TikTok Business Center. 

Business Center giver dig eksempelvis mulighed for at lade flere personer arbejde med den samme ad account. I kan også annoncere flere virksomheder via den samme ad account på Business Center. Det er samtidig stedet på TikTok, hvor alle formater, kreativer og analyseredskaber, I har brug for, er samlet under ét tag. 

Som annonceringsplatform minder TikTok Business Center mest om Facebook Ads. 

Opretter du i stedet for en ad account direkte i TikTok Ads Manager, er det kun ved at logge ind på denne ad account, at du kan arbejde med virksomhedens annoncering på TikTok. Det kan godt blive en udfordring, hvis flere medarbejdere skal arbejde i TikTok eller, hvis I skal arbejde med en samarbejdspartner, som også har brug for adgang til jeres kampagner. 

Mulighederne for at organisere sin annoncering på TikTok er derfor helt klart størst med en ad account i Business Center. 

Opret en ad account i Business Center hvis:

  • I ønsker at mere end én person skal have adgang til kontoen
  • I ønsker at oprette brugere med bestemte opgaver og rettigheder såsom admin, operatør og analytiker
  • I ønsker at kunne dele kontoen med eksterne samarbejdspartnere, som skal varetage bestemte dele af jeres TikTok-annoncering 

Læs mere om forskellen mellem Business Center og Ads Manager 

Vær opmærksom på at virksomhedens profil i Business Center skal gennemgås og godkendes af TikTok, før I kan tage den i brug. 

1.2 TikTok Business Center - step by step

For at oprette en ad account i TikTok Business Center skal du allerførst klikke her.  

Du skal bruge e-mailadresse og vælge password samt en verifikationskode, du får tilsendt til din e-mailkonto. 

Efterfølgende skal du tildele din virksomhedskonto et navn. Du skal oplyse, hvilken type virksomhed I er, og du skal registrere en tidszone og betalingsoplysninger.

Vær opmærksom på, at du ikke kan ændre tidszone og betalingsoplysninger, når informationerne er registreret, så hold tungen lige i munden.

Afslutningsvis klikker du på ‘submit’. Nu skal du vente 24-48 timer til, at din annoncekonto er verificeret af TikTok.

Nu er du klar til at sætte din første TikTok-kampagne op!

2. TikTok kampagne - vælg målsætninger og budgetstruktur 

Alright. Når du skal annoncere på TikTok, begynder du med at oprette din kampagne. 

Det første, du skal gøre, er at vælge en målsætning for kampagnen. 

2.1 Vælg målsætning for din TikTok kampagne

Du har tre forskellige typer målsætninger, du kan vælge mellem: 

  • Awareness (kendskab): Awareness som målsætning handler om ‘reach’ dvs. at få vist din annonce til så mange brugere på TikTok som overhovedet muligt. Hvis du ønsker at øge kendskabet til brand eller et bestemt produkt, kan awareness være en oplagt målsætning med din kampagne. Udfordringen med awareness er, at det kan være svært at vurdere den endelige effekt af din annoncering. Sammenlignet med eksempelvis Facebook er CPM på TikTok dog i den billige endelige, så hvis mediet passer til din målgruppe, kan en awareness-kampagne på TikTok være en fin investering.
  • Consideration (overvejelse): Ved consideration bliver effekten af din annoncering mere målbar, og du har flere valgmuligheder i forhold til endelige målsætning. Når du vælger ‘consideration’ placerer TikTok din annonce foran brugere, som ifølge TikToks data er mest tilbøjelige til at foretage den ønskede handling. Ved awareness kan du udelukkende fokusere på reach, men consideration giver dig mulighed for at lede trafik mod en bestemt hjemmeside, få brugere til at downloade en app, få brugere til at se en video eller leadgenerering (brugeren giver dig lov til at kontakte vedkommende) eller få flere følgere på TikTok. Vælger du ‘consideration’ skal du have styr på opsætning af TikTok pixel på din landingsside eller hjemmeside, så du kan følge med i, om brugerne rent faktisk foretager den ønskede handling (læs mere om opsætning af TikTok pixel her)
  • Conversion (konvertering): Vælger du conversion, ønsker du at få brugeren til at konvertere på din hjemmeside dvs. foretage en bestemt handling såsom at gennemføre et køb, skrive sig op til et nyhedsbrev eller lignende. Også ved konvertering er det særdeles afgørende, at du har styr på din TikTok pixel. 

Efter du har valgt en målsætning for kampagnen, mangler kun de sidste detajler, før du kan gå videre til opsætningen af dine annoncer. 

2.2 Navn og kampagnebudget

Du skal nemlig beslutte, hvad din kampagne skal hedde, og ikke mindst om din kampagne skal have et kampagnebudget. 

Hvis du vælger et kampagnebudget, betyder det, at du fastsætter et dagligt beløb, som TikTok må bruge på annonceringen. Du kan også vælge selv at definere, hvad kampagnens forskellige annoncesæt skal have af budget. Vælger du denne model, skal du ikke udfylde feltet for kampagnebudget.

3. Opret TikTok annoncesæt - promotion type, annonceplacering og målgruppe 

Nu har du oprettet din kampagne, og du har defineret den overordnede målsætning og kampagnens budgetstruktur. 

Næste skridt er at oprette kampagnens annoncesæt. Hvor kampagnen definerer de overordnede målsætninger og rammer for din annoncering, graver hvert enkelt annoncesæt et spadestik dybere og fastsætter promotiontype, annonceplacering og målgruppe. Og vi skriver “hver af dine annoncesæt”, for du kan du nemlig godt oprette flere annoncesæt til hver af dine kampagner. 

Det allerførste, du skal gøre, er at give et navn til dit annoncesæt. Det er vigtigt, at du vælger et genkendeligt navn for nemt at kunne adskille det ene annoncesæt fra det andet. 

Efterfølgende skal du få styr på følgende tre elementer:

  • Promotion type
  • Annonceplacering
  • Målgruppe

Lad os nærmere på dem her:

3.1 Promotion type - hvad vil du promovere?

Når du opretter et annoncesæt på TikTok, skal du definere, hvad det er, du ønsker at promovere. Du kan eksempelvis vælge , at du ønsker at opnå flere downloads af din app eller at du ønsker at tiltrække mere trafik til din hjemmeside. Din promotion type skal vælges ud fra, hvad dit formål med kampagnen er. 

Hvis du ønsker at lede trafik til eller opnå downloads på en landingsside eller din hjemmeside, er det vigtigt, at du bruger TikTok Pixel. På den måde kan du følge med i, om din annoncering på TikTok skaber de ønskede resultater. Derfor skal du huske at sætte flueben i den box, der hedder “Use TikTok Pixel to track your website”. 

Længere nede på siden kan du blive klogere på opsætning af TikTok pixel. 

3.2 Annonceplacering - hvor skal jeres annonce være?

Næste punkt er placeringen af din annonce. 

Når du annoncerer på TikTok, kan du vælge at få din annonce automatisk placeret, eller du kan placere din annonce manuelt. 

Når du vælger at få din annonce automatisk placeret, betyder det, at TikToks algoritme placerer din annonce de mest hensigtsmæssige steder i forhold til den definerede målsætning med din annoncering.

Det er generelt en god ide at vælge automatisk placering af dine annoncer. TikToks algoritme er baseret på data fra et utal af kampagner og kan derfore placere annoncerne med bedre præcision i forhold til din målsætning, end du selv kan gøre.

Med tiden kan det selvfølgelig være, at du aflurer nogle tendenser i den måde, dine annoncer performer på, som gør det bedre for dig at placere dine annoncer manuelt. Men tommelfingerreglen er, at du i begyndelsen, som annoncør på TikTok, har godt af at læne dig op ad algoritmen.

Vi anbefaler i øvrigt, at du har user comments og video downloads slået til, da det giver din annonce mulighed for at blive delt og få større eksponering. 

3.3 Målgruppe - hvem er jeres målgruppe?

Selv om TikTok-brugere regnes for at være en meget homogen gruppe (læs: unge mennesker), er der selvfølgelig store interne forskelle på de mennesker, der bruger TikTok. Derfor er det også vigtigt, at du segmenterer din målgruppe rigtigt, så du når ud til de brugere, der har den største chance for at indfri din målsætning. 

Du kan vælge at sammensætte din egen målgruppe (custom targeting) eller du kan vælge at få TikTok’s algoritme til at vælge, hvem der skal se din annonce (automatic targeting). Generelt er det vores anbefaling, at du vælger custom targeting, da du på den måde mere præcist kan udforme den målgruppe, der passer til dine målsætninger for kampagnen.

Når du vælger custom targeting, kan du segmentere din målgruppe på TikTok ud fra en lang række forskellige parametre. Dem skal vi se nærmere på nu.

Custom Audience

Custom Audience er et af de mest interessante aspekter ved TikToks segmenteringsmuligheder, fordi du kan målrette din annonce til brugere, som tidligere har interageret med din virksomhed.

Med custom audience har du fem segmenteringsmuligheder:

    • Customer file: Du kan målrette din annoncering mod brugere, som er i din CRM-database. Det gør du ved at uploade en fil med informationer om de mennesker, der er i din CRM-database.
    • App activity: Du kan målrette din markedsføring på TikTok til brugere, som har foretaget bestemte handlinger i din app (denne segmentering kræver, at du sætter tracking op i din app). 
    • Engagement: Du kan målrette din annoncering mod brugere, som tidligere har interageret med dine annoncer på TikTok. Du har sågar mulighed for at specificere, hvilke handlinger brugerne skal have foretaget med din tidligere annoncering.  
    • Website traffic: Du kan målrette din annoncering mod brugere, som tidligere har foretaget bestemte handlinger på din hjemmeside (kræver at du har installeret TikTok Pixel på din hjemmeside). 
    • Lead generation: Du kan målrette din annoncering mod brugere, som tidligere har udfyldt formularer på din hjemmeside. 

Look-a-like Audience

En anden smart segmenteringsmetode, du kan bruge på TikTok, og som TikTok har tilfælles med Facebook, er Look-a-like Audience. 

Ved Look-a-like Audience vælger du en af dine Custom Audience-grupper og får TikToks algoritme til at finde nye brugere, som minder om dit Custom Audience. Det kan eksempelvis være, at brugerne i dit look-a-like har samme interesser eller demografiske ligheder med din Custom Audience.

Look-a-like Audience er en genial metode til at udvide din kundegruppe uden at skulle genopfinde den dybe tallerken i forhold til, hvem din målgruppe er. 

Video: Opret Look-a-like Audience på TikTok

Demografi

Du kan selvfølgelig også vælge at sammensætte din egen målgruppe ud fra demografiske afgrænsninger. Du kan eksempelvis skrue på parametre som alder, køn, sprog og lokation, når du segmenterer den målgruppe dine annoncer skal sigte efter.

Adfærd og interesser

Du kan også vælge at målrette din annoncering baseret på målgruppens interesser og adfærd på TikTok.

Du kan eksempelvis målrette din annoncering mod bestemte brugere, som - baseret på deres adfærd på TikTok - er mere tilbøjelige til at interagere med eksempelvis videoer, kreatør eller hashtags. Du kan også vælge at målrette din annoncering med brugere med bestemte interesser, som måske passer sammen med dit brand.

Du har med andre ord mulighed for at målrette dine annoncer til de brugere, som har størst sandsynlighed for at interagere med dem. 

Enhed, model og operativsystem

Som det sidste kan du vælge at basere din segmentering på hvilke enheder (type smartphone eksempelvis), modeller eller operativsystemer, som brugerne tilgår TikTok med. 

På den måde undgår du, at dine annoncer når frem til en målgruppe, som måske vil have svært ved at se dem eller afspille dem i det rigtige format. 

Læs mere om at ramme den rigtige målgruppe på TikTok her.

3.4 Planlæg budget og annonceringsperiode

Hvis du tidligere valgte kampagnebudget-modellen, har du allerede fastsat et dagligt beløb, som TikTok må bruge på annonceringen.

Men hvis du ikke valgte kampagnebudget, skal du fastsætte et budget for annoncesættet.

Herudover skal du definere, hvornår annoncen skal vises på TikTok. Du har eksempelvis mulighed for at justere starttidspunkt og sluttidspunkt (fast sluttidspunktet eller foretrækker du at stoppe annonceringen manuelt?), og du kan definere, hvilke tidspunkter af dagen, som annoncen skal vises på. 

Vælg dit budget og din budstrategi

Inden du kan begynde at udforme selve annoncen, skal du vælge et budget og en budstrategi for dit annoncesæt. 

Som det allerførste skal du vælge, hvordan budgettet for dit annoncesæt skal struktureres. Du har to valgmuligheder:

  • Livstidsbudget: Du giver TikTok et samlet beløb, som skal strækkes udover hele annonceringsperioden. Fordelen her er, at TikTok selv administrerer budgettet og sikrer, at du får maksimalt udbytte og promovering for hele beløbet.
  • Dagligt budget: Du kan også vælge at fastsætte et dagligt budget på dag-til-dag basis. Annoncesættet kører uden slutdato, og du kan sætte annoncering på pause, når du har lyst, på baggrund af, hvordan annoncesættet performer. Fordelen her er, at du kan justere på dagligt basis, men ulempen er, at du ikke får TikToks algoritmes hjælp til at optimere den totale værdi af dit budget, og priserne på annnoncering kan stige, hvis du pludselig sætter annonceringen på pause.

Vælg din budstrategi

Når du annoncerer på TikTok skal du ligesom med andre sociale medier også vælge en budstrategi. Budstrategien dækker kort fortalt over, hvordan du vil bruge dine penge til at skabe resultater. Vil du sætte et loft på, hvor meget du betaler for resultater eller vil du sikre, at få maksimal værdi for dit budget og bruge hele budgettet?

Der er to budstrategier, du kan vælge mellem:

  • Lowest cost er en budstrategi, hvor du vælger at bruge hele dit budget, og du vælger at skabe så mange resultater som muligt for budgettet uden at sætte noget loft på prisen for det enkelte resultat.
  • Bid cap er en budstrategi, hvor du sætter et loft for, hvor meget du vil betale for et resultat. På den måde holder du kontrol over den pris, du betaler, men du risikerer også, at du slet ikke bruger dit budget og derfor heller ikke skaber nogen resultater. 

Om du vælger den ene eller anden budstrategi er et spørgsmål om, hvad betyder mest for dig: At opnå resultater med din annoncering eller at undgå at betale mere for et resultat, end du havde kalkuleret med.

Husk på, at Tik Tok ikke bruger mere end dit samlede budget, selvom du vælger lowest cost-budstrategien. Du har altså stadig kontrol over dit budget, og du maskimerer udbyttet af din annoncering. 

4. Vælg annonceformat og opret annonce

Nu er du langt om længe nået dertil, hvor du kan oprette din annonce. 

Det første, du skal gøre, er at vælge et annonceformat. 

På TikTok kan du i udgangspunktet vælge mellem fem forskellige annonceformater. Du skal være opmærksom på, at det ikke er alle annonceformaterne, som er tilgængelige for alle kampagnetyperne. 

Det vil sige, at hvis du eksempelvis laver en reach-kampagne, kan du vælge mellem nogle bestemte annonceformater, og hvis du laver en consideration-kampagne, kan du vælge mellem andre formater etc.

4.1 De fem annonceformater på TikTok er:

In-feed ads

Denne type annoncer er full-screen in-feed video-ads (eller image-ads med tekst), som bliver vist i brugerens ‘For You’-feed, som det hedder på TikToksk. Det er altså TikToks pendant til de annoncer, vi kender fra eksempelvis Facebook og Instagram. 

Du kan udstyre dine In feed-ads på TikTok med en Call to action-knap, og derfor kan denne type annoncer være et godt valg, hvis du ønsker at bringe flere besøgende ind på en af dine landingssider.

Ligesom med in-feed ads på Facebook og Instagram, skal du være opmærksom på, at brugere kan scrolle videre fra din annonce, når det passer dem. Derfor er det vigtigt, at du rammer brugerne med et videoformat, som er øjeblikkeligt fængende. Undgå lange videoer og præsenter dine vigtigste budskaber i begyndelsen af videoen. 

In-feed ads kan være op til 60 sekunders varighed, men det er de fleste tilfælde en god ide at holde dem kortere. 15-20 regnes regnes generelt som en god længde for in-feed ads.

 

Fordele ved In-feed ads: 
  • Prisvenligt format 
  • Nemt at arbejde med
  • Du kan indarbejde med CTA’er i din annonce 
Ulempe ved In-feed ads: 
  • Din annonce skal være øjeblikkeligt fængende for at skabe resultater

Brand Takeover

Med Brand Takeover får du en full-screen video af 3-5 sekunders varighed eller et full-screen billede af tre sekunders varighed placeret som det allerførste, målgruppen ser, når de åbner TikTok-appen på deres smartphone. 

Det er virkelig en premium placering for annoncer, og brugere på TikTok kan maksimalt få ét brand takeover i deres feed om dagen. Det betyder da også, at Brand Takeover er et bekosteligt annonceformat, som primært anvendes af virksomheder til store awarenesskampagner. 

Formatet sikrer din virksomhed masser af awareness og eftersom hele skærmen er klikbar, kan du effektivt trække brugere over til din landingsside. 

 

Fordele ved Brand Takeover:
  • Din virksomhed er garanteret masser af awareness
  • Unik placering - Brugere får kun et Brand Takeover om dagen
  • Hele skærmen er klikbar, så har du optimale muligheder for at hente nye brugere ind til en landingsside
Ulempe Brand Takeover: 
  • Du betaler en høj pris for annonceringsformatet

Branded Effects

Også kendt som Branded Lens. Her kan du nemlig skabe dine egne interaktive brand filtre, som TikToks brugere kan lege med, når de laver videoer. 

Du kan bruge augmented reality, 2D og 3D til at lave dine brandede filtre, og det er da også den annonceform, som kræver mest kreativitet og teknisk snilde fra annoncørens side. Til gengæld er annonceringsformatet et fremragende redskab til øge kendskabet til dit brand og engagere målgruppen i brandets egen storytelling.

Hvis din virksomhed lykkedes med at skabe fede branded effects, kan I involvere målgruppen i jeres markedsføring uden at det rent faktisk vil blive oplevet som markedsføring. I interagerer med målgruppen på målgruppens præmisser. 

 
Fordele ved Branded Effects:
  • Øger kendskabet til dit brand - uden at opleves som en annonce 
  • Giver din virksomhed mulighed for at interagere med målgruppen på en kreative måde, som adskiller jer fra andre virksomheder 
  • Stort organisk potentiale hvis jeres branded effects bliver et hit
Ulemper ved Branded Effects: 
  • Stiller større krav til annoncørens kreative ideer og udførelse

Hashtag Challenge

Her lægger du en video op på din virksomhedsprofil og udstyrer videoen med et hashtag. Det kan være en god ide at lade hashtagget henvise til en udfordring for brugerne, så brugerne helt automatisk kommer til at hjælpe med at sprede hashtagget. Når målgruppen laver din challenge, skal de bruge hashtagget. 

Du skal sponsorere videoen og rette den mod din relevante målgruppe. På den måde når din hashtag challenge frem til de relevante brugere. 

Hashtag Challenge er en oplagt ide, hvis du ønsker at skabe opmærksomhed omkring dit brand på en måde, som passer naturligt til TikToks platform. Det er også et fremragende redskab til at engagere din målgruppe i brandets storytelling.

 
Fordele ved Hashtag Challenge:
  • Øger kendskabet til dit brand - uden at opleves som en annonce 
  • Giver din virksomhed mulighed for at interagere med målgruppen på en kreative måde, som adskiller jer fra andre virksomheder 
  • Stort organisk potentiale hvis jeres hashtag challenge bliver et hit
Ulemper ved Hashtag Challenge: 
  • Din virksomhed skal udvikle en hashtag challenge, som er interessant og sjov nok til at engagere målgruppen. Der er til alle tider rigtigt mange andre hashtag challenges og trends at konkurrere med, så I skal virkelig ramme den helt rigtige ide. 

Top View

Top View-annoncer minder om Brand Takeover, men selve placeringen er faktisk en smule mere eftertragtet. Her bliver din annonce nemlig vist tre sekunder efter, at brugeren har åbnet appen, og din video kommer til at indgå direkte i brugerens feed. 

Top View er klikbare full-screen videoer og ifølge TikToks egne data den mest værdifulde annonceplacering, du kan få. Og ligesom branded takeover er der tale om et unikt annonceformat, hvor brugere maksimalt kan blive eksponeret for én om dagen. 

Derfor er det også TikToks dyreste annonceformat. 

 
Fordele ved Top View:
  • Bedste annonceplacering på TikTok - du er garanteret, at din annonce bliver set 
  • Klikbare full-screen videoer kan effektivt trække besøgende til din landingssider 
  • Unik placering - Brugere får kun et Brand Takeover om dagen
Ulemper ved Top View: 
  • Det dyreste annonceformat på TikTok - din virksomhed skal have et stort budget for, at det kan lade sig gør (se mere under priser) 

4.2 Opret annonce

Når du har valgt dit annonceformat, er det tid til at oprette din annonce.

Afhængigt af hvilket annonceformat, du har valgt, kan denne del fungere en smule forskelligt, men fælles er, at du skal vælge de kreativer, som du vil bruge til annonce. Du kan uploade fra din computer, bruge kreativer fra dit TikTok-bibliotek eller udforme helt nye kreativer med ved hjælp af TikToks skaberfunktioner. 

Det er også i denne fase, at du skal udstyre din annonce med CTA-knap. Den skal selvfølgelig passe til annoncen rent visuelt, og du skal sørge for, at teksten gør det fristende for brugerne at klikke. Til sidst skal du tilføje den landingsside, som CTA’en skal lede hen til.

Og nu er du faktisk ved at være fuldstændigt klar til at publicere din annonce på TikTok.

5. Opsætning af TikTok Pixel

Inden du går i gang med at annonce på TikTok, er det vigtigt, at du har mulighed for at følge med i, hvordan din annoncering performer. 

Derfor skal du sørge for at opsætte TikTok Pixel på eksempelvis din website eller dine landingssider, så du kan se, om brugerne foretager de ønskede handlinger efter at have klikket på dine TikTok-annoncer. Du kan eksempelvis tracke, om en formular bliver udfyldt, om en vare bliver tilføjet til kurv, om køb bliver foretaget eller andre handlinger. 

Din TikTok Pixel sender nemlig data videre til din TikTok Ads Manager, hvor du kan aflæse en række forskellige tal for, hvordan dine annoncer performer kontra, hvor mange penge du bruger på dem. Du kan eksempelvis se, hvad en konvertering koster m.m. 

Hvis du har erfaring med Facebook Pixel vil dit arbejde har du gode forudsætninger for at opsætte TikTok Pixel, men det er under alle omstændigheder forholdsvist simpelt.

Du skal klikke ind i din TikTok Ads Manager, vælge ‘assets’ og bagefter ‘event’. Nu har du mulighed for at vælge om, din pixel skal sættes på en app eller website, og hvordan du vil installere den. Resten af processen bliver du hjulpet igennem i TikTok Ads Manager. 

Læs mere om, hvordan du installerer TikTok Pixel her. 

Hvad nu?

Nu ved du (i teorien) alt, hvad du skal vide for at komme i gang med at annoncere på TikTok. 

TikTok kan fremstå som et lidt kaotisk sted, når man lærer platformen at kende, men det sociale medie er faktisk langt fremme i forhold til at gøre det enkelt for annoncører at opbygge og måle effekten af kampagner. 

Brugerne på TikTok er langt mere engagerede og villige til at interagere med indhold, end vi eksempelvis ser på Facebook. Heri gemmer sig nogle store muligheder for annoncører. Hvis I lykkes med at lave indhold, der passer til TikToks univers, har I virkelig mulighed for at engagere jeres målgruppe.

God fornøjelse! 

Få tips og tricks til digital marketing i vores nyhedsbrev

Måske vil du også læse

disse indlæg om Leadgenerering

Der er ingen kommentarer endnu.

Vær den første til at kommentere.