”Det er på tide at behandle Facebook som den content-udgiver, virksomheden er blevet.”
Sådan erklærede Content Marketing Institutes Robert Rose for nylig på Content Marketing World i Sydney. Efterfølgende har han og Jay Baer, som er ekspert i sociale medier og content marketing strategi for virksomheder, diskuteret, hvad det er der har ændret sig, og hvad det betyder for virksomheder.
Du får her hovedpointerne fra deres diskussion og et overblik over, hvad du har af muligheder for at tackle udviklingen.
Hvad har ændret sig?Før skulle virksomheder ikke betale for deres organiske rækkevidde på Facebook – det har nu ændret sig. Den organiske rækkevidde er den længde, som dit content kan rejse, uden at du skal betale for det. På Facebook vil det helt konkret sige, hvor mange brugere der får dit content at se i deres newsfeed.
For omkring 2 år siden var den organiske rækkevidde for virksomheder 17% - i dag er det helt nede på 6,5%. Nogle mener, at det kun er starten, og at rækkevidden vil komme helt ned på 1%.
Nogle mener, at Facebook er så store, at de ikke længere kan vokse organisk – der er f.eks. stort set ingen danskere, som ikke allerede er på Facebook. Virksomheden har derfor to valg, hvis de vil vokse. Enten skal de købe op, som de gjorde med WhatsApp, eller også skal de have flere penge ud af de kunder, de allerede har – altså virksomhederne. Derfor ser vi nu, hvad Jay Baer kalder ”Reachpocalypse” - rækkeviddens dommedag så at sige. Ved at tvinge virksomheder til at betale for deres rækkevidde, øger Facebook fortjenesten pr. bruger.
Konsekvensen er, at de virksomheder som allerede har velfungerende communities i et vist omfang skal begynde at betale for at nå ud til deres fans. De, som ikke allerede anvender Facebook, vil formentlig undgå platformen – sandsynligvis især B2B-virksomheder.
Jay Baer har skrevet et gæsteblogpost her på bloggen, hvor han giver dig sine fire bedste råd til, hvordan du skal forholde dig til den nye, begrænsede rækkevidde på Facebook. Du kan læse det her.
Hvis du er en af dem, som allerede har en Facebook-konto, så skal du nu til at finde ud af, hvad det vil koste dig at have den samme rækkevidde, som da den var gratis – og om det skaber nok værdi til, at du vil investere pengene i det. Stil sig selv spørgsmålet: Hvordan vil en Facebook-konto hjælpe mig med at opbygge et publikum? Meget tyder på, at Facebook i højere og højere grad blot vil blive en kanal for dine reklamer – omend de reklamer selvfølgelig skal være content og ikke traditionelle reklamer.
Vil du regne ud, hvad Facebook kommer til at koste dig, så kan du finde et værktøj til det her.
Spørgsmålet er, hvor lang tid Facebooks nye strategi kan holde, og hvor langt de kan gå, før virksomhederne siger fra. Robert Rose og Jay Baer forudser følgende:
- Hvis virksomhedernes brug af Facebook i fremtiden skal være effektiv, så kræver det under alle omstændigheder, at de kan skabe nogle reklamer af så høj kvalitet, at folk vil kunne lide og dele dem.
- Hvis vi kommer til at se et tilbageslag imod paid media og native advertising, vil det se mørkere ud for virksomheder der anvender Facebook, fordi virksomhederne primært vil kunne bruge platformen som en kanal for promoted posts.
- Facebook vil være et sted, hvor det er godt at lave reklamer, der kan trække brugere ind på dine owned media sites.
Du kan læse hele diskussionen imellem Robert Rose og Jay Baer her.
Foto: Colourbox.
Der er ingen kommentarer endnu.
Vær den første til at kommentere.